Gaming erhverver 4 opstillere af gevinstgivende spilleautomater.
Gaming, der i mere end 40 år har udviklet og produceret spilleautomater til det danske marked erhverver Dan-Automater, Automat Fyn, Sungame og 3 Bar Midtjysk og skaber branchens næststørste opstiller af gevinstgivende spilleautomater.
Med erhvervelsen af 4 af landets største opstillere af gevinstgivende spilleautomater etableres en landsdækkende opstillervirksomhed. Gaming udvikler og producerer spilleautomater til det landbaserede marked, og driver også online kasinoet, Spillehallen.dk. Aktie-majoriteten i Gaming har siden juni 2016 været ejet af Erhvervsinvest.
Erik Boye Hansen, adm. direktør i Gaming-koncernen, udtaler:
”Gennem opkøbene opnås en stærk landsdækkende position i det landbaserede spillemarked, med mange muligheder i forhold til Gamings øvrige forretning, og målet om at blive en om end endnu mere attraktiv partner for spillestederne. Tilkøbene vidner om, at vi tror meget på det landbaserede spil i Danmark, hvor vi ønsker at investere og skabe fornyelse og ser frem til at udvikle det sammen med de mange dygtige medarbejdere.
Carl Larsen, tidligere ejer af Dan-Automater, udtaler:
”Jeg har efterhånden rundet de 71 år, og selv om lysten stadig er der, har jeg valgt at skrue lidt ned for blusset for at hellige mig mine øvrige forretninger. Salget skal også ses som et led i at sikre, at kunderne til stadighed har en stabil leverandør, der kan løfte opgaven, og give den service, og det udbud af materiel, som sikrer den størst mulige indtjening. Gaming er en solid og velpositioneret aktør indenfor produktion og salg af spilleautomater til både det landbaserede marked og online. Gaming har med deres køb vist, at de tror på det landbaserede marked for spilleautomater. Jeg mener samtidig, at Gaming og Dan-Automater er et rigtig godt match.”
John Hansen, tidligere ejer af Automat Fyn, udtaler:
”Det er med glæde, at jeg ser frem til samarbejdet med Gaming. Jeg er overbevist om, at vi sammen med den nye ejer er i stand til at videreudvikle forretningen og at virksomhederne passer rigtig godt sammen.”
Claus Sundenæs, tidligere medejer af Sungame, udtaler:
”John og jeg ser frem til et godt partnerskab med Gaming og Erhvervsinvest, som vi har kendt helt tilbage fra 2006, hvor de første gang investerede i spillebranchen.”
Jan Nielsen, tidligere ejer af 3 Bar, udtaler:
”Salget af 3 Bar til Erhvervsinvest var ikke nogen let beslutning, men jeg føler, at vi i fællesskab har fundet en god løsning. Der er ingen tvivl om, at virksomhederne komplementerer hinanden godt, og at der er et stort potentiale for at videreudvikle opstillerforretning i Gaming-koncernen.”
Om Gaming A/S
Gaming har kontorer i Århus og Esbjerg og har i mere end 40 år udviklet og produceret spilleautomater til det danske marked. I 2012 lancerede Gaming et online kasino med udgangspunkt i de unikke danske spilleautomater – Spillehallen.dk. Læs mere på www.compugamedae.dk, www.spillehallen.dk.
Om Dan-Automater Struer A/S og Automat Fyn A/S
Dan-Automater blev grundlagt i 1975 og har administration i Struer og lokationer i Brørup og Aalborg. Dan-Automater erhvervede pr. 1. januar 2017 Automat Fyn, der blev etableret i 2000 og har kontor i Odense. Selskaberne har tilsammen mere end 1.900 aktive automater. Læs mere på www.dan-automater.dk og www.automatfyn.dk.
Om Sungame ApS
Sungame blev etableret i 1983 og har administration i Herlev. Sungame har ca. 900 aktive spilleautomater. Sungames primære fokus er Sjælland, hvor størstedelen af spillestederne er centreret omkring København. Sungame har også enkelte spillesteder på Bornholm og i Jylland.
Om 3 Bar Midtjysk A/S
3 Bar har næsten 30 års erfaring indenfor opstilling af spilleautomater og har administration i Horsens. 3 Bar har 13 ansatte og ca. 1.500 aktive spilleautomater fordelt over hele Jylland. Læs mere på www.3bar.com.